Tak for roen, om ikke andet!

Er du typen, der præ-corona fyldte kalenderen ud i alle hjørner og kanter og trivedes fortræffeligt med det? Og dermed typen, der post-corona vil kaste sig hovedkulds og med højest mulige hastighed ind i genåbningen af landet? Sådan en type var jeg indtil for nylig. Men jeg er begyndt at holde meget af den larmende stilhed og det fodslæbende tempo, der har præget mit liv de sidste 12 måneder. Derfor bliver min genåbningsentré forsigtig, grænsende til det usynlige.

Få uger inde i den første nedlukning stod det lysende klart, at føntørret hår, tætsiddende jeans og høje støvler ikke rimer på corona. Som i overhovedet ikke. Det blev helt legitimt at lade forfængelighedens parader falde og holde online møder i løbetøj eller store striksweatre og med håret i uvante morgenfolder. Vi gik kun i bukser med elastik i linningen, hældte kalorier ned som aldrig før og støvsugede Netflix og HBO for tv-serier. Det tog pudsigt nok ingen tid at falde ned i coronasumpen.

I efteråret følte vi, at livet for alvor begyndte at gå i tomgang. At vi stod helt stille. For hvad skulle vi nu foretage os? I løbet af sommeren havde vi tømt byggemarkederne og planteskolerne, vi havde malet alt indendørs og udendørs, vi havde ryddet op i alle skuffer og skabe, skure og kældre. I venskaber og bekendtskaber. Vi havde brugt tiden på alverdens coronasysler. Vi kom til bunds i alt. Nogle af os følte, at vi ramte bunden.

I løbet af vinteren begyndte vi langsomt at rydde op i alle afkroge af sindet. Konsekvensen ved at måtte give slip på hverdagslivet, alle middagsaftalerne, alle de store livsfejringer og det tætte samvær med de nærmeste, var overraskende. Vi fik ro i hovedet og mulighed for at mærke efter - sådan helt inde i de inderste hjertekamre - hvad der er vigtigt for os hver især. Vi lod os flyde oven vande og drive hen til ukendte destinationer.

På en lang gåtur i februar slog det mig, at min indre coronanedlukning næsten havde en religiøs påvirkning på mig. Måske spillede omgivelserne mig et puds. Der var ti minusgrader, det var tidlig aften og knaldsort, og jeg var – endnu engang – faret vild i Kohaven ved Hellebæk. Men udbyttet var fint for mig uanset. Mens jeg vandrede afsted, lyttede jeg til podcasten ’Tal til mig’ om tro og tvivl. Iben Maria Zeuthens fløjlsbløde stemme sænkede pulsen og fik mig til at glemme, hvor dårligt jeg ser i mørke. Interviewet med Casper Christensen var særligt interessant. Jeg husker ham som hektisk og rastløst. I interviewet var hans tonefald helt roligt og reflekterende. Han har fundet Jesus og har fået ro til at bryde mønstre og prioritere anderledes i dette herrens liv. Jeg har til gode at finde Jesus sådan én-til-én. Men jeg har fundet mig selv – eller om ikke andet genfundet sider af mig selv, som jeg virkelig har savnet.

Der er ikke noget positivt at sige om corona. Men mange af os har – i denne besynderlige periode – fået mulighed for at vende energien indad og tillade os selv ikke bare i én dag, men i hundredvis af dage at flyve under radaren. Det har stilnet støjen omkring os og givet vores indre stemme ørenlyd. Af den grund er det nok ikke så underligt, hvis man føler en smule genåbningsangst. Angst for at miste roen, det nypudsede klarsyn og tid til sig selv. Jeg åbner døren på klem, kigger mig tilbage og vinker bye bye til smæk på kalenderen og støj i livet, sætter det nypudsede klarsyn for øjnene og går forsigtigt et nyt liv i møde. Tak for roen, om ikke andet.